Haveterrasse med havefliser

5 typer fliser til din haveterrasse

Skal du have lagt en ny haveterrasse til sommer? Så er der flere spørgsmål, du skal have besvaret. Bl.a. hvilken type havefliser du ønsker terrassen skal bestå af. Men også om du ønsker at lægge den selv, eller du vil få en professionel til det. Vælger du sidst nævnte, kan du se prisen for lægning af fliser her.

Uanset om du vælger at lægge den selv, eller få hjælp til det, skal du stadig have valgt hvilke fliser du vil have terrassen i. Vi har her lavet en lille guide, hvor vi beskriver 5 forskellige typer fliser, som du kan bruge til din haveterrasse. Efter du har læst guiden igennem, skulle du gerne have en bedre ide om, hvilken slags fliser din haveterrasse skal bestå af.

 

Granitfliser

Granitfliser er en haveflise til terrassen i den dyrere ende af skalaen. Den kommer dog med mange fordele. For det første er den utrolig smuk, og ikke 2 granitfliser er ens. Det er natursten og giver et fantastisk flot spil. Dertil er mange granitfliser skridsikre. Du kan også få den helt glatslebne. Den type kan dog være glatte at gå på hvis det har regnet.

 

Terrassefliser i komposit

Komposit er et fantastisk materiale, som er mere eller mindre vedligeholdelsesfrit. Dertil er det både stærkt og budgetvenligt. Det er et kunstigt fremstillet materiale lavet af både træ og plast, og har en flot mørk farve. Det er muligt at få samlefliser i komposit. Det betyder, at de ikke skal lægges ligesom klassiske terrassefliser, men i stedet for samles. Det gør processen både nemmere og hurtigere. Komposit har desuden en levetid der er meget længere end træ. Helt op til over 20 år. Vil du have en flot, budgetvenlig og langtidsholdbar terrasse der ikke kræver den store vedligeholdelse, bør du bestemt overveje komposit terrassefliser.

 

Herregårdssten

Herregårdssten er en af de flotteste betonsten du kan få. Den er vidt udbredt i Danmark, både til indkørsler, havestier og haveterrasser. Mange vælger at benytte herregårdssten til deres terrasse, hvis de f.eks. allerede har en indkørsel at samme type. På den måde matcher alle belægninger rundt om huset. Herregårdssten er samtidig er forholdsvis billig sten, og ikke svær at lægge. Det kræver blot det rette underlag, en pladevibrator og lidt research på lægningsmønstre.

 

Havefliser i beton

Der er mange forskellige betonfliser der kan bruges til en haveterrasse. Den vi hentyder til her, er dog den klassiske betonflise til terrasser, som ofte går under navnet ’’haveflise’’. Havefliser er en stor og billig betonflise, som ofte måler 40×40 eller 50×50. Den er ikke det kønneste valg, men den er både økonomisk og praktisk. Det er nemlig nemt at lægge dem, og får de algebehandling i ny og næ, kan de også holde sig flotte i lang tid.

 

Chaussesten

Det er sjældent man se en terrasse lagt kun med chaussesten. En sådan terrasse vil for det første være dyr at lægge, og så vil den også være forholdsvis ujævn. I stedet bør du bruge chaussesten som supplement til en anden type havefliser. F.eks. kan de lægges i kryds mellem de førnævnte havefliser af beton. Ved at kombinere de 2 typer fliser, kan du få lagt en super flot haveterrasse.